Vi bliver betroet til at formidle historier med klarhed, men vores egen har aldrig været nem at fortælle.
Det startede som 14-årig med et kamera - drevet af nysgerrighed,
ambition, ego og et behov for at bevise noget.
Til tider jagtede jeg de forkerte ting: status,
anerkendelse, de rigtige rum, de rigtige mennesker.
Og sandheden er, at det stadig er en del af gamet.
Jeg ser det bare mere klart i dag.
Firmaet har været både det
bedste og det sværeste i mit liv.
Det har ført mig rundt i verden, givet mig
oplevelser, jeg aldrig kunne have planlagt, og ladet
mig arbejde med mennesker, jeg har dyb respekt for.
Men det har også haft sin pris.
Søvnløse nætter. Pres. Perioder, hvor jeg skubbede
mig selv så langt, at jeg mistede grebet om, hvem jeg var - i en
verden,
der ser perfekt ud på kamera, men sjældent er det i virkeligheden.
Et sted undervejs ændrede noget sig.
Bliver man længe nok i det, knækker det enten en
- eller så lærer man at se det hele anderledes.
Hvorfor overhovedet fortælle det her?
Hvorfor stille sig selv frem på den måde?
Måske fordi det hele kommer fra det samme sted
- tvivl, usikkerhed og det, vi ikke siger højt.
Paradoksalt nok at bygge noget i en branche,
der lever af netop det - bare forstærket.
For i sidste ende - hvad er der egentlig tilbage?
Et sted mellem fødsel og træsko,
er meget af det bare støj.
Det, der bliver, er enklere:
det vi skaber,
det vi føler,
det vi efterlader.
Så hvis vi virkelig skal -
så lad os skabe noget der flytter mennesker.
Noget ærligt. Noget, der skærer igennem.
- Jonas Henriksen